Italien, Amarone
Inden jeg røber aftenens vinemne, vil jeg - måske som en ledetråd - sige, at det er vin med en høj alkoholprocent, og den er, naturligvis, fristes jeg til at sige, italiensk.
Jeg har jo efterhånden erfaret, at vin med en høj alkoholprocent, det er virkelig noget der tæller her i Cotes du Vin.
Den første vin vi skal smage er ikke et fuldgyldigt medlem af de vine som jeg vil præsentere Jer for, og dog. Det er sådan, at netop denne vin bliver produceret på 2. pres og skallerne af de druer som er aftenens emne.
Måske nogle af Jer allerede nu har et bud?
Den første vin vi skal smage er en Ripasso årgang 2000 fra Impero. Vinen har en alkoholstyrke på 13,5 %.
Her er tale om traditionel vinfremstillingsteknik i Valpolicella. Den består i at lade en god Valpolicellavin hvile nogen tid i fade, som lige er blevet tappet for - ja aftenens vinemne… - Resterne fra denne vin - altså aftenens vinemne - indeholder nok sukker til, at en ny gæring går i gang, og ved kontakten med de våde, pressede druerester og skaller, får Valpolicella'en også tilført en del af - Ahhhh - 's alkohol, farve og fylde. Vinen bliver rundere og blødere efter at have passeret - Ahhhh - fadet.
Teknikken blev genopdaget i nyere tid af vinmageren Franceschetti fra vinfirmaet Masi, og vinen 'Campofiorin' af druerne Corvina, Molinara og Rondinella, vandt som den første kommerciel succes. I dag har stort set alle Valpolicellaproducenter en Ripassovin på deres liste.
Den næste vin vi skal smage er ligeledes en Ripasso, også årgang 2000, men fra Cesari, der går for at være en af de bedre producenter for netop Ripasso, samt naturligvis aftenens vinemne. Gerado Cesari s.p.a. blev grundlagt i 1935 af selv samme Gerado Cesari. Allerede året efter startede han sin første produktion op.
Det var naturligvis hverken Ripasso eller aftenens vinemne der blev produceret den- gang. Det skete først omkring 15 - 16 år senere.
Vi befinder os i Nord Italien, i Verona provinsen Lake Of Garda. Denne vin holder ligeledes en alkoholstyrke på 13,5 %.
Nu vil jeg ikke holde Jer længere på pinebænken, selvom nogle af Jer formentlig allerede har gættet aftenens vinemne. Ja det er jo Amarone. Gudedrikken over alle - efter min mening.
Jeg har smagt utrolig meget god vin, men smagte min første Amarone for omkring 1½ år siden, og jeg har simpelthen ikke smagt noget lignende.
I aften var det ellers meningen at jeg ville have taget en god ven med, som også har ytret stor ønske om at komme med i vor vinklub. Han er, som jeg, også stor elsker af Amarone, og havde tilbudt at 'donere' en enkelt flaske helt speciel Amarone vin til lejligheden. Imidlertid måtte han melde fra, da de pt. er ved at lave et af deres værelser om til vinlokale, og har investeret i et stort - og dyrt - vinskab, og han vidste ikke om håndværkerne ville være gået inden vort møde. Men måske vi kan have denne oplevelse til gode?
Lidt Amarone historie skal I jo også have.
Amarone eller 'Storbitter'. Amaronevin blev til ved et tilfælde, da kældermesteren i et stort vinfirma i Verona i begyndelsen af 1950'erne til sin skræk opdagede, at der bag nogle redskaber lå et fad, som han helt havde glemt. Han var overbevist om, at fadets indhold af sød vin nu efter så lang tid måtte være ødelagt. Men faktisk var vinen slet ikke ødelagt, den var bare tør - i modsætning til den oprindelige vin, Recioto. kunne man tænke sig et bedre navn til den nyopdagede vin end Recioto Scappato (dvs. 'den Recioto, der stak af') Men andre kaldte vinen Amarone, storbitter, og den korrekte DOC-benævnelse er i dag Amarone, mens den søde udgave fortsat kaldes 'Recioto'.
På ældre etiketter findes benævnelsen 'Recioto della Valpolicella: Amarone'.
Nogen mener, at navnet i virkeligheden stammer fra stednavnet Armaron i Sant'Ambrognio Kommune, men argumenterne er noget svagere og mindre doku-menterede. Så sandsynligvis er det historien om den tilfældige opdagelse, der er den rigtige, og denne er da også blevet bekræftet af mange vinbønder og vinfolk fra Valpolicella.
Men hvad betyder Recioto? Ordet kommer fra et Veronensisk udtryk for ører, 'recia` af orecchie. Navnet henviser til drueklasens 'ører', dvs. de druer der stikker ud, og som derfor modtager mere sol. Altså de bedste, solmodne, ubeskadigede vindruer, som man samler og lægger til tørre på nogle siv- eller stråmåtter. I dag er det mere og mere almindeligt at bruge små trækasser, som så stables oven på hinanden. Efter en tre til fire måneder har druerne tabt en del væske, og sukkeret har koncentreret sig. Nu presses de ganske let, og den vin, som fremstilles af denne meget søde most, opnår en høj alkoholprocent og en hel tyktflydende sødme. Får den lov at blive 'glemt', gærer den langsomt ud, og så står vi med en tør vin, der er fyldig og rund og har alle de smagstræk, som kendetegner en sød vin. Amarone kan drikkes til kraftige retter eller for sig selv - som vino da meditazione eller vino da conversazione, sådan foran pejsen i et stort ballonglas, hvor den kan udfolde sit væsen helt og fuldt.
Amarone kan blive meget gammel, ti år er ingen sag, og alkoholstyrken, der varierer naturligt, ligger i intervallet 14 - 16,5 %. Dog ville det være en misforståelse at tro, at Amarone er en decideret gemmevin. Ét er, at den kan holde, noget andet er, om det er meningen med den. Faktisk er Amarone klar til at blive nydt, så snart den frigives.
Det er frugten, som denne teknik forsøger at bevare, og frugten skal nydes ung.
Årgangene for Amaroner ikke de samme som for Valpolicella, da det fugtige vintervejr ofte kan skabe ideelle forhold for mugdannelse, og det kan ødelægge selv de bedste druer. Så det er ikke nok med gode druer og en god vinhøst. man skal også have en god tør vinter, med mindre man, som visse producenter, råder over tørrings faciliteter med automatisk styring af temperatur og fugtighed.
Står der 'Classico' på etiketten betyder det, at vinen kommer fra den historiske - 'klassiske' - del af Valpolicella. Det er her, at druerne Corvina (40 - 70 %), Rondenella (20 - 40 %) og Molinara (5 - 25 %) samt evt. andre lokale druer som Negrara Trentina, Rossignola, Barbera og Sangiovese, nyder de bedste betingelser i forhold til fremstilling af Amarone.
Nå men den første Amarone vi skal smage i aften er fra Luigi Righetti.
Luigi Righetti nævnes som en af de bedste Amarone producenter. Den dybrøde og aromatiske årgang 1999, giver et harmoniske indtryk af fin moden druesødme, kombineret med den pikante lette bitterhed, der er så karakteristisk for vinen.
Denne 1999 er afrundet og tilpas blød.
Carlo Merolli karaktiserer Righetti som et godt sted at starte for begyndere, der ønsker at stifte bekendtskab med Amarone vine.
Vinen holder en alkoholprocent på 15 %.
Den næste Amarone vi skal smage, er fra Passito. De skriver selv at det er deres 'flagskib'. Vinen lagres 2 år på træfade. Det er ligeledes en årgang 1999, som ikke betragtes som værende et specielt år for Amarone. Den dybrøde vin har en aromatisk, blomsteragtig duft med en snert af sveskeblomme. Den er bærkrydret, tør og amaro som betyder bitter, og vinen har en eftersmag der minder om kakaobønner og sorte kirsebær. Det er en Amarone til den lette og frugtige side, og den bør drikkes medens den har sin charmerende friskhed i behold. Vinen holder en alkoholstyrke på 14 %.
Nummer tre i rækken af de Amarone vine vi skal nyde, er også fra Impero. Men da det er en Amarone, er der jo som bekendt tale om 1. pres af druerne. De presse for øvrigt meget let, og det er derfor begrænset hvor meget der bliver anvendt fra druerne - deraf også én af forklaringerne på hvorfor Amarone ikke er en billig vin!
Der er tale om en Classico og årgangen er her ligeledes 1999.
Vinen holder en alkoholstyrke på 15 %.
Nummer fire i rækken af de Amarone vine vi skal smage, er fra Cesari. Det er en årgang 1998, som bl.a. Hugh Johnsson betegner som en rigtig god årgang.
Det har været svært at finde noget omkring denne, men lad os nyde og selv bedømme den. Alkoholprocenten er her 14 %.
Som rosinen - fik I den….? - i pølseenden, skal vi nu nyde en Amarone fra én af topproducenterne Le Ragose. Den er af flere udråbt som den bedste Amarone, og jeg har valgt at tage en årgang 1998 med til lejligheden, da netop 1998 årgangen er speciel god, og det er her lykkedes for producenten med dygtighed, at få alkoholprocenten op på 15 %. Årgang 1996 og 97 holder 'kun' 14,5 %
Le Ragose er beliggende i byen Negrar i de historiske bakker i Valpolicella.
Vingården på 66 acre havde ligget 'stille' i flere år, men i 1969 kom der skub i produktionen på ny. Det var Arnaldo Galli og hans kone Marta Bortoletto, samt deres børn der med respekt for gode vintraditioner gik i lag med at producere Amarone.
I dag benyttes 'kun' de 40 acre til produktion af Amarone.
Carlo Merolli placerer denne vin i kategorien: Særklasse, så med denne synes jeg vi har haft lejlighed til at smage et relativ bredt udvalg af de skønne Amarone vine.
Lidt om priser på de enkelte vine:
1. Ripasso fra Impero. Årgang 2000. Alkoholstyrke 13,5 %. kr. 75,00
Jeg fik imidlertid et godt tilbud, og fik 2 fl. for kr. 100.
2. Ripasso fra Cesari. Årgang 2000. Alkoholstyrke 13,5 %. kr. 80,00
Jeg fik også her et tilbud. 2 fl. for kr. 150. ISO.
3. Amarone fra Luigi Righetti. Årgang 1999. Alkoholstyrke 15 %. kr. 79,00
Tilbud i Netto.
4. Amarone fra Passito. Årgang 1999. Alkoholstyrke 14 %. kr. 99,00
Tilbud i Kvikly.
5. Amarone fra Impero. Årgang 1999. Alkoholstyrke 15 %. kr. 129,00
Købt i ISO.
6. Amarone fra Cesari. Årgang 1998. Alkoholstyrke 14 %. kr. 164,00
Tilbud i ISO.
7. Amarone fra Le Ragose. Årgang 1998. Alkoholstyrke 15 %. kr. 230,00
Jeg fik et godt tilbud på 2 fl. for kr. 300,00. Gobi.
Vinforedraget kostede, ekskl. brød og oste, kr. 1.492,00.
Michael Lund
Kommentarer
Côtes du Vin