Sardinien via England!

Stikord: verdensmestre, altervin,2 gamle kulturlande, hvor vi ikke har været før (og det er ikke østeuropa), høje alkoholstyrker, gamle druetyper, særværdigheder, Parker 96

Vi starter et helt andet sted end aftenens tema.

Det er sommer og vi skal starte med noget boblevand i verdensklasse.

Vin 1: Ridgeview Estate Blanc de Blancs

Selvom man har fremstillet vin i England siden middelalderen eller måske helt tilbage i oldtiden, så er kommerciel vindyrkning et ganske nyt fænomen - ligesom herhjemme. Det skyldes i sær det kølige klima, som giver druer med en naturlig høj syrlighed, der ikke egner sig til fremstilling af almindelig bordvin. Det var først efter 2. Verdenskrig at man øjnede Sydenglands potentiale for at fremstille mousserende vin i verdensklasse.

Ridgeview Estate blev grundlagt i 1994 af familien Roberts. Ejendommen ligger i Sussex, blot en breddegrad nordligere end champagnedistriktet. Jordbunden er også nært beslægtet med det franske vindistrikt - kalk-åren, som gør Champagne-områdets jordbund bleg og giver vinene nerve og dybde, er præcis den samme åre, som dukker op ved Dovers hvide skrænter og løber videre mod vest til Ridgeviews vinmarker i Sussex.

I 2010 skrev Ridgeview historie, da deres 2006 Grosvenor Blanc de Blancs blev kåret til verdens bedste mousserende vin på Decanter World Awards - verdens største vinkonkurrence. Det var første gang nogensinde, at trofæet blev vundet af en ikke-champagne. Blindsmagningen inkluderede flere hundrede kostbare Champagner, hvoraf flere var ti gange så dyre som Grosvenor fra Ridgeview.

Grosvenor er Ridgeviews mest berømte vin. Blanc de Blancs betyder, at vinen udelukkende er fremstillet af Chardonnay-druer. Duften er elegant med fine nuancer af citrus, blomster, mineraler og et strejf af rugbrød. Smagen er koncentreret og udtalt stringent, og eftersmagen er bemærkelsesværdig lang og mineralsk. Nyd vinen fra høståret, gerne som en luksuriøs ledsager til skaldyr.

Købt hos www.vildmedvin.dk

Alkohol 12,5%

Pris 319,-

Og så til noget helt andet….

Da Steffen for et års tid siden havde sit foredrag om Sicilien, hørte jeg enkelte medlemmer være i tvivl om, hvad der nu var Sicilien, Sardinien og Korsika - 3 store øer i Middelhavet. Der var også tvivl om, hvorvidt de overhovedet lavede vin på de 2 sidstnævnte - se det var en udfordring jeg ikke kunne lade ligge. For det er områder man ikke hører meget om. I aften er vi på Sardinien. Jeg kan se, at Korsica har været berørt ved at tidligere vinmøde for mange år siden.

Sardinien, eller Sardegne, er Italiens næststørste ø efter Sicilien, og er på enhver måde ganske særegen. Som vinkøber møder man en blandet landhandel, og er man mest til det traditionelle og velkendte, skal man nok gå andre steder hen. Er man derimod til uventede vinoplevelser, er Sardegne bestemt stedet at gå på opdagelse.

For kun få år siden var sardisk rødvin en kuriositet, man kun sjældent stødte på. Så sent som i 90erne var Sardinien storleverandør af bulkvin til den franske vinindustri. I dag er situationen helt omvendt. Siden 1996 har Sardinien importeret bulkvin fra Spanien for at dække industriens behov for billige dagligvine. Det skyldes den EU-finansierede braklægning, der har skabt store huller i den sardiske vinproduktion. EU's intentioner har været gode, nemlig at komme EU's vinsø til livs. Problemet har bare været manglende koordinering. På Sardinien har man således braklagt marker, hvor der ikke kan gro andet end vin. Således er områderne med dyrkning af druer faldet fra 70.000 hektar til 40.000 hektar. Øens totale vinproduktion er faldet fra 4,5 mio. hl til 1 mio. eller mindre. Medaljens gode bagside er, at situationen har medført en nærmest automatisk revaluering på pris og kvalitet af den kurante produktion. Prisen er blevet højere, og kvaliteten er blevet bedre. Det gælder både de private producenter og kooperativerne. De sidste spiller en stor rolle og kendetegnes gennemsnitligt af en kvalitet, der er højere end de tilsvarende kooperativer på fastlandet. Hvorfor? Netop fordi de sardiske kooperativer igennem mange år kun har haft de lokale, krævende forbrugere som kunder. Eksporten omfattede kun billige konsumvine i bulk. Som vi vil se senere, kommer nogle af de bedste sardiske vine fra en række kooperativer, der tilsammen står for noget der ligner 60% af vinproduktionen.

Selvom man nu er ved at blive lidt mere opmærksom på kvalitet på Sardinien lider man under det dårlige ry, den geografiske isolation og manglen på firmaer med erfaring i markedsføring uden for øens grænser.

Rent historisk har Sardinien vinkultur været under indflydelse af fønikerne, grækerne, romerne, araberne, spanierne og piemonteserne, som efter tur har hersket over øen. Derfor fremstår Sardiniens vinproduktion i dag som en spændende blanding af rodfæstede traditioner og moderne teknologi. Et kig på øens DOC vine vil bekræfte denne skønne blanding af gammelt og nyt. Det gamle finder vi i den lange tradition for passito, dessertvine, både søde og tørre, og det store antal vine med forholdsvis høj alkoholstyrke. Det moderne finder vi i det hav af krydrede, tørre, velfremstillede hvid- og rosevine, der er yndede af øens vinindustri og kærkomne hos turisterne på øen og i de store byer på fastlandet.

I dag vinder disse solmodne vine imidlertid mere og mere terræn, og agtelsen følger trop. Med den stigende interesse for syditaliensk vin er Sardinien således ved at opnå den status, som øen uden tvivl berettiger til. Potentialet er stort, og vi må forvente at den udvikling, vi er vidner til, også vil fortsætte i fremtiden. Produktionen på Sardinien er dog stadig noget uens m.h.t. til kvaliteten, og producenten er derfor stadig den vigtigste indikator.

Før dannelsen af Alperne og Apenninerne udgjorde Sardinien og Korsika en del af en større bjergkæde, der dominerede området. I dag er de to adskilt af det smalle Bonifacio-stræde og udgør henholdsvis Middelhavets næststørste og tredjestørste ø. Man mener, at der tidligere har været en landtange der forbandt øen med Toscana og Elba. Øens mest traditionelle indbyggere taler stadig det oprindelige sprog, Sardo, der lyder som en slags ny-latin tilsat lidt arabisk og spansk. Trods sin anselige størrelse har Sardinien på en eller anden måde altid været isoleret, og dette har bidraget til det lidt mystiske præg, som øen har. Eksempelvis er det stadig en gåde, hvad de utallige 'nuraghi', en slags stentårne strøet med lind hånd rund på øen, har været anvendt til. Nogle mener, at det var en slags forsvarsværker, andre en samlingssted for tilbedelse af afguder.

Indbyggerne har hovedsagelig ernæret sig ved skovbrug, fåreavl og landbrug. Vinen kom sandsynligvis til øen med fønikerne, kartagenerne og romerne samt i særdeleshed de spanske erobrere i det 13. århundrede. Spanierne var vældigt opsatte på at erobre øen, men hverken for dem eller andre, er det nogensinde lykkedes.

Langt det meste af Sardinien består af bjerge, dale og bakker præget af kraftig erosion. Undergrunden er overvejende granit og vulkansk klippe med relativt lav bevoksning. Denne høje del af Sardinien er sådan set velegnet til vindyrkning, men potentialet udnyttes kun sjældent. Langt størstedelen af produktionen foregår i de lavereliggende områder tættere på kysten. Øens beliggenhed gør, at vejrforholdene groft kan opdeles i to kategorier. Fælles for dem begge er imidlertid den stabile sol og den moderate mængde nedbør. Forskellen skal søges i den sydvestlige varme afrikanske vind og i den nordøstlige køligere europæiske.

I antikken kaldtes øen Ichnusa (den sandformede ø). Navnet dækker i dag over et lokalt øl-mærke.

Selv om Sardinien altid har tilhørt Italien, har der dog været perioder hvor øen har været under spansk indflydelse. Aragonerne er vel nok den folkegruppe der har haft størst betydning for Sardiniens spanske præg - et præg der til stadighed giver sig til kende på øen. Også vinmæssigt er dette tydeligt, eftersom hovedparten af de lokale druer er af spansk oprindelse. Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt, at næsten ingen af de sardiske druer dyrkes på det italienske fastland.

Fordelingen af grønne og blå druer er nogenlunde ens. Af de grønne druer er Nuragus og Vermentino de dominerende, af de røde udgøres de vigtigste af Cannonau, Monica og Carignano.

1.Vermentino di Gallura DOCG: Kraftig og fyldig hvidvin der kan have god krop og karakter. Dyrkes og fremstilles i det bakkede landskab omkring Gallura i Sassariprovinsen. Velegnet til krydrede retter og lagrede oste foruden til retter med hvidt kød. Har en superiore-version på 13,5% alkohol eller mere: stor, rig, stærk og flad.

2. Alghero DOC Alghero ligger i den nordvestlige del af sardinien i Sassariprovinsenog var tidligere en af de 7 såkaldt kongelige byer, blev grundlagt i det 12. århundrede af den genovesiske Doria adelsfamilie, men blev erobret af spanierne, eller rettere catalanerne i 1353. I 1720 gad beboerne ikke den spanske besættelse længere, hvorefter piemontes hertugfamilie, Savoia eller Casa Savoia tog kontrol over byen. Det er den største produktionszone på øen. Jordbunden spænder fra jord af vulkansk oprindelse, sandet og stenet jord til rødlig kalk. Klimaet er tørt og varmt, hvilket giver vine af meget varieret karakter, Vækstbetingelserne er faktisk så sublime, at man ofte må begrænse udbyttet, for at bevare kvaliteten. De er DOC når druen udgør mindst 85% af vinen. Fås i et utal af varianter, hvide, røde, mousserende, liquorose - tørre halvtørre, søde. Stille eller frizzante. Og blandes gerne med andre druetyper, chardonnay, sauvignon, torbato, sangoviese, cabernet sauvignon, cabernet franc, carmenere.

3. Arborea Sangoviese DOC og Arborea Trebbiano DOC. Forskellige kommuner I Oristano-provinsen. Røde vine af hovedsagelig sangiovese samt andre lokale druer (max. 15%). God lagringskapacitet og til tider høj alkoholstyrke. Et af de få eksempler på sangiovese-druen på Sardinien. Spændende, tørre rosevine af samme druesammensætning. Hvidvine af trebbianodruer, der er lette og tørre i den moderne, næsten intetsigende stil.

4. Campidano de Terrabalba DOC

5. Cannonau di Sardegna DOC: Kraftig rødvin, i hovedtypen tør med varierende farve. Dyb duft og varm smag p.g.a. den høje alkoholstyrke, blød og vedvarende. Har kun sjældent gavn af længere tids lagring. Fremstilles over hele øen med dominans i den central-østlige provins Nuoro. Paradoksalt nok er det, der kunne være øens stolte drue, alt for ofte rustikt og dårligt vinificeret og lever sjældent op til Cannonaus sande potentiale. Druen menes at stamme fra Spanien, hvor den er kendt under navnet Garnacha eller alicanta, som er i stand til at give fyldige robuste og velsmagende rosevine

6. Carignano del Sulcis: En middelkraftig til kraftig vin. Druen carignano giver tætte og sødmefulde vine med en karakteristisk let bitter afslutning. Vintypen har et vist lagringspotentiale og udvikles markant med alderen. Fremstilles kun på Sardiniens sydvestlige spids samt på øerne Sant'Antioco og San Pietro.

7. Giro de Cagliari DOC vin fra forskellige kommuner i Cagliari og Oristanoprovinserne. Vinen fremstilles af den blå drue giró. Det er en halvsøs/sød rødvin, der fremstår varm og harmonisk med sine 14-15% i alkoholstyrke. Samme vin fremstilles i en liquorosoudgave, dvs. som hedvin, hvor alkoholstyrken er oppe på 15-16%

8. Malvasia di Bosa: Tørre eller søde hvide vine, hvoraf de tørre er mest eftertragtede grundet deres duft af tørrede hasselnødder og grønne oliven. Druebasen er malvasia, som er meget udbredt, også på fastlandet. Dyrkes langs kysten syd for Bosa på vestsiden af Sardinien

9. Malvasai de Cagliari DOC, Monica de Cagliari DOC En grøn drue af græsk oprindelse. Navnet er en forvanskning af Monemvasia, den havn i Grækenland, hvorfra vinen blev udskibet. Da republikken Venedig foruden sine jordbesiddelser havde tætte handelsforbindelser med Grækenland og Mellemøsten, finder vi en del Malvasi-vin i republikkens gamle territorium, dvs. Frulii, Istrien og Veneto. Vinen er for det meste tøt og sprød med gode aromatiske toner og forholdsvis kort levetid, maks tre-fire år. Den hvide malvasia forbindes også med Toscana og Latium.

10. Mandrolisai DOC Rød og rosevin fra provinsen Nuoro. Fremstilles af druerne muristeddu, cannonneau, monica, giró og dolcetto. Kendetegnes af en fin duft og en tør, næsten streng smag, der dæmpes noget af en høj alkoholstyrke

11. Monica di Cagliari: (red.: Beskrivelse er vist faldet ud, Søren har du...??? Ellers her: winesearcher.com

12. Monica di Sardegna Blå drue af spansk oprindelse. Blander sig godt med andre druetyper og giver, fremstillet for sig selv, runde, frugtagtige og bløde vine, der er velafstemte med den moderne drikkestil. Findes kun på Sardinien. Let frugtbetonet vin med god friskhed. Generelt blød med få tanniner. Drikkes ung. Fremstilles over hele øen, dog med overvægt i den sydvestlige del. Monica de Cagliari kan fremstilles både som tør rødvin og som sød dessertvin af varierende alkoholstyrke fra 14% helt op til 17,5%.

13. Moscato di Cagliari: En gylden dessertvin med besnærende personlighed. Kan virkelig blive fyldig, specielt når den fadlagres. Fremstilles sydligt mellem Cagliari og Oristano

14. Moscato de Sardegne DOC - se nr. 13 og 15

15. Moscato de Sorso Sennori DOC Hvidvin af moscato-drue, som produceres ved byerne Sorso og Sennori i provinsen Sassari. Meget intens gul farve og ligeså intens duft. Vinen er sød og tåler ikke lagring, medmindre det drejer sig om liquoriosoudgaven

16. Nasco de Cagliari DOC af nasco-druen produceret i Cagliari-provinsen. Mest anvendt til dessertvin, der findes både som tør - med sherrylignende karaktertræk- og som halvtør/halvsød. Alkoholstyrken ligger på 14-15%, og det peger på en vin fremstillet med let tørrede druer - når alkohol tilsættes når styrken op på 16,5-17,5%. Riservatypen kræver to års lagring.

17. Nuragus de Cagliari DOC, Grøn drue fra Cagliari-provinsen. Kom med fønikerne. En hvidvin af let strågul farve, tør og saftig, men samtidig noget syrlig. Lav alkoholstyrke på 11%. Findes også i en rød variant.

18. Semidano de Sardegne DOC med underområdet Semidano de Mogoro DOC,hvidvin.

19. Vermentino de Sardegna DOC Om denne drues rejse er gået fra Spanien til Sardinien og fra Sardinien til Ligurien eller omvendt, er der mange vinlærde, der diskuterer. Måske kom den bare fra Korsica. Sikkert er dog, at netop Sardinien og Ligurien tegner sig for den største produktion af såvel druen som vinene af samme navn. Toscana er ved at være godt med, da vermentino mere og mere dyrkes på kystområderne. Vinen er tør, medium fyldig og aromatisk. Det er en lidt krydret sommervin, der ikke behøver den store alkoholstyrkefor at fremvise sin fine vifte af blomster- og mineraldufte. Således er de fleste vermentino, der præsenteres af vinindustrien udstyret med fantasinavne. Når man lader naturen bestemme, som det sker på det nordlige Sardinien i Galluradistriktet er vermentino i stand til at give elegante vine på selv 13,5 til 14%. Her kan vinen opnå DOCG, mens den på resten af øen er DOC.

20. Vernaccia di Oristano DOC. Der er mange vernacciaer i Italien, måske for det betyder 'lokal' . Det er en hedvin fra oristano-provionsen i det sydlige Sardinien. Vinen er tøt og fyldig, men kan variere fra meget rund og delikat, når den er lagret, til let bitter, når den er und. En stor vin, der kan nå en respektabel høj alder - den kurante årgang er 1988. Mest velegnet til meditation eller som ledsager til stærke og krydrede fiskeretter og i særdeleshed til lagrede oste.

På listen over sardiske druer og vine optræder nogle ret fremmedartede navne. F.eks. Giro, der ikke skal forveksles med Giro fra Calabrien. Giro stammer formodentlig fra Spanien. Druen giver en rubinrød vin, der p.g.a. druernes tørring når en minimumalkoholstyrke på 14% Mest kendt er den som sød dessertvin af ekstrem finesse med bitter finish og god holdbarhed.

Semidano er en grøn drue, der giver fyldige og sprøde hvidvine, og nasco (indfødt på øen) er en krydret, aromatisk grøn drue, der, efter tørring, giver fine dessertvine.

Endelig skal nævnes nieddera (den lille sorte) som kun dyrkes i Oristanoprovinsen og giver fyldige og krydrede rødvine.

Den spanske indflydelse genkendes i druerne cannonnau, monica, torbato, alicante og carignano, og i den dengang fremherskende passitostil. Efter øens indlemmelse i den nye italienske stat i 1861, kom de italienske druer til Sardinien: barbera, dolcetto, vermentino, sangiovese, trebbiano, nebbiolo og canaiolo.

I nyere tid efter 1975, har man også plantet cabernet sauvignon og merlot og det med pæne resultater, især i øens nordlige del.

Vin 2: Tenute Dettori Bianco Romangia IGT 2010 - område 19

100% Vermentino lagret i cement.

Meget intens og vedvarende duft med en antydning af timian og eksotiske frugter.

Meget fyldig, intens og vedvarende smag med langvarig eftersmag, der slutter med en antydning af karamel og mandel. Samtidig fremtrædende frugt (melon og fersken) matchet af en utrolig frisk perlende syre.

Vinen er ikke filtreret, så den skal have tid til at falde til ro.

Alkohol: 14 %

2 glas i Gambero Rosso.

Førpris 179,- nu 99,-

Toscavini.

Vin 3: Blasio Cannonnau di sardegna DOC Riserva 2007 - område 5

100% cannonnau (grenache, garnacha)lagret 12 mdr. på egefade.

Violet. Varm, dyb duft med mørkerøde kirsebær, krydderi, vanilje, varme, et touch af sødme og en let krydret tone. Smagen er blød og fyldig med mørke kirsebær, vanilje og en god fast frugtsyre, som gør vinen udpræget saftig og meget fyldig. God, rank struktur i vinens opbygning. Tingene passer sammen. Kraftigere end typen gennemsnitligt - mere fyldig i frugten.

Alkohol: 14 %

2 glas i Gambero Rosso.

At det må kaldes en reserva skyldes, at den skal have en alkoholstyrke på mindst 13% og skal have lagret mindst 2 år efter 1. december i høståret. Heraf mindst 6 måneder i tønder af valnød eller eg.

Pris 99,-

Toscavini

Vin 4: Santardi Grotta Rossa, Cariagno del Sulcis DOC 2010 - område 6

Cariagno er en sent modnende blå druesort som burde kaldes den europæiske vinindustris forbandelse. Den gør sig stort set kun bemærket ved sine minussider og den vokser i så mange sydfranske vignobles, at selv store lokkepenge fra EU har svært ved at få den udryddet. Vinen har et højt indhold af alt tænkeligt, syre, garvesyre, farve, bitterhed - alt undtagen finesse og charme. Den er ikke til at drikke mens den er ung, men den er heller ikke værd at gemme.

Av min arm - det er hvad de mener i Oxford Vinleksikon…

Cantina di Santadi er et kooperativ, der bev stiftet I 1960 og I dag råder over ca. 500 hektar vinmarker i 9 forskellige kommuner i det sydøstlige hjørne af sardinien. Modsat mange andre kooperativer satser Santadi udelukkende på kvalitetsvin, og har derfor medtaget et maksimalt udbytte for alle drueleverandører på ca. 40 hl per hektar. For at bevare vinenes lokale præg anvendes udelukkende 'indfødte' sardisake druer, hovedsagelig Carignano, Monica og Nuragus til de røde vine, og Vermentino og Nasco til de hvide. Med dette materiale har Santadis ønolog Piero Cella i samarbejde med Giacomo Tachis, manden bag bl.a. Sassicaia og Tignanello, formået at fremstille fyldige og velstrukturerede vine af stor klasse som Rocca Rubia, Baie Rosso og ikke mindst Terre Brune. Sidstnævnte har ved flere lejligheder modtaget de prestigefyldte 3 glas i Gambero Rosso.

Santadis Grotta Rossa Cariagno del Sulcis DOC kommer fra vinstokke med en gennemsnitsalder på 35 år. Derfor et udbyttet lavt, max 40 hl/ha og smagskoncentrationen stor. Vinen gærer ved 25-28 grader på cementtanke inden den overføres til modning på stål. Vinen har en flot rubinrød farve med mørkere reflekser og en delikat, let krydret og umiskendeligt sardisk duft. I munden dominerer varm, blød og moden bærfrugt i fuldendt balance med tørstofferne.

13,5% alkohol

Pris: 84,95 (69,95 ved 12)

Brdr. Ds Vinhandel

Vin 5: Cantine Argiolas, Perdera, Sardinien 2009 - område 11-12

I centrum af byen Serdiana ca. 20 km. Nord for Cagliari, midt mellem smalle gader og stenhuse, ligger Cantine Argiolas med sine oprindelige farver og centreret omkring gården, hvor de oksetrukne vogne plejede at komme ind med druerne. Nu er vineriet topmoderne, men med respekt for traditionen og Argiolas er ikke uden grund i den allerøverste top af sardiske vinhuse - se f.eks, hvad Robert Parker skriver om huset:

"Argiolas er en toneangivende producent af sardiske hvide, røde og søde vine. Huset har arbejdet med den berømte ønolog Giacomo Tachis (supertoscanerens fader), der var født på øen, så måske er vinenes høje kvalitet ikke så overraskende. Kort sagt var jeg blæst omkuld af de lavt prissatte vine fra Argiolas og jeg kan selv ikke anbefale dem højt nok for læsere, der endnu ikke har opdaget øens delikate vine."

Perdera er lavet på den særlige Monica-drue, som gror i form af små fritstående buske i vinmarkerne. Traditionelt underseeded drue, som normalt skal drikkes ung, men som i Argiolas version har såvel muskler som raffinement. Skal prøves. Fabiolous skriver Parker og ryster op med 90 point.

Gastro giver den 5 stjerner: Perdera dufter af Rhone med hindbær, rosmarin og grannåle - senre dukker der kaffebønner og pæoner op. Smagen er blød behagelig, bondsk med burgundisk syrefriskhed, letløbende med gevaldig intens.

5 stjerner i Vinavisen. 2 glas ud af 3 i vinhulen.

Monica-druen er identisk med den berømte mission fra Californien. Den blev plantet af franciscanske missionærer i Mexico og det sydlige Californien i 16-1700-tallet. Den skulle levere vin til kirkelige ceremonier (altervin). Den kom til Amerika med conquestadorerne. I Chile hedder den Pais.

13,5% alkohol

Pris 114,95 - ved 6 stk. 89,95

Brdr. Ds Vinhandel.

Vin 6: Chimbanta 2007 - område 11-12

100% monica (som den forrige) fra 45 år gamle stokke med 6 mdrs. lagring på cement. Man advarer om, at Monica-druen let kan blive overmoden og dermed give høje alkoholprocenter.

Rubinrød farve og frugtrig og vedvarende aroma.

Tør, blød og rund vin med lang og balanceret afslutning. Virker trods sin styrke og tyngde som en let vin

17,5 % alkohol!

Pris 199,-

Toscavini.

Vi slutter af med endnu en bombe.

Vin 7: Dettori 2009 - område 5

100% senthøstet cannonnau (grenache) fra 100 år gamle vinstokke lagret 30 måneder på cement.

Vinøs aroma af hindbær, krydderurter og lakrids.

Fyldig, med superkoncentreret smag af kirsebær og hindbær, omkranset af frisk syre. Frodig og ekstremt kraftig med en enorm krop. Slutter med vældige, afrundede tanniner, en utrolig renhed og længde.

Alkohol: 17,5%

De maksimale 5 stjerner i Duemilavin og 96 points hos Parker.

Pris: 399,-

Toscavini.

Til expresso'en serveredes denne labre Grappa

Eftertanker:

Aftenen gjorde indtryk af, at der nok er en årsag til, at vinene ikke er så fremherskende på det danske marked. De er for specielle. Men inden vi (og Sardinien) oversvømmes med de cabernet, syrah og andre druer, vi er vant til og som tilfredsstiller et kommercielt marked, så er det interessant at smage noget, der må siges at være originalt. På godt og ondt. Det er vinklubbens reason for being.

Smagningen viste også, at høje alkoholprocenter ikke er en garanti for, at vinen er god.

I rest my case - god sommer!

Søren Lang