Vi skal i aften sydpå - vi starter i København og kører over Rødby-Puttgarten, passerer Lübeck (som faktisk er kendt for et par rødvine - bl.a. Lübecker rotspon - en fransk rødvin fra Bordeaux men lagret i Lübeck. Den har været en specialitet siden 14. århundrede, hvor handelsmændene bragte vin hjem fra Frankrig. Efter sigende giver klimaet i Lübecks vin kældre en helt speciel smag. Jeg har prøvet - kan næppe anbefales som andet end en kuriøsitet), over Hamburg, Hannover, Kassel, Würzburg, hvor autobahn-4-eck deler sig mod Frankfurt mod vest, Bodensee mod syd og Nürnberg mod øst - hvorfra vi kan fortsætte mod München. Det skal vi imidlertid ikke - vi bliver ved Würzberg, hvor vi er midt i et af de vinområder, der ligger tættest til Danmark, vi er i Franken.
Tyskland har 13 vinområder:
Ahr tæt på Alsace, som giver lette og charmerende rødvine og enkle, friske hvidvine.
Mosel Saar Rüver ned mod Frankrig/Luxemburg, som giver friske, pikante vine med fin frugtagtig smag og blomsterduftende bouquet, men desværre også rædsomt søde konsumvine til 5 for 100,- - Piesporter Michelsberg f.eks.
Mittelrhein ligger øst for Köln og giver intense og let krydrede vine med udsøgt frugtsyre.
Rheingau lidt vest for Frankfurt giver klassiske og elegante hvidvine, hvor Riesling druen dominerer.
Nahe endnu sydligere giver friske og frugtagtige vine, med mange smagsretninger.
Rheinessen ligger vest for Rhinen og er et af de større vinområder med fyldige og let krydrede hvidvine.
Pfalz ligger også øst for Rhinen mod syd og er Tysklands andet større vindistrikt med et udbud, der strækker sig fra robuste og kraftige vine til mere enkle, milde og forfriskende typer.
Hessische Bergstrasse er Tysklands mindste vindistrikt, ligger lige syd for Frankfurt og giver fine, elegante vine.
Württemberg ligger midt i det sydlige Tyskland og giver fyldige og frugtagtige rødvine samt kraftige og krydrede hvidvine
Baden vest herfor - blomsterduftende, aromatiske hvidvine. bløde og fyrige rødvine
Saale-Unstrut ligger i det gamle DDR, lige syd for Berlin. Bløde og tørre hvidvine, medium krop. Lidt Spätlese og Auslese.
Sachsen, også i det gamle DDR, giver tørre og forfriskende vine med frugtagtig syre. En meget speciel regional karakter.
Og det sidste vindistrikt, hvor vi befinder os i aften er Franken, som kendetegnes ved stærke vine med megen krop, fin jordsmag og særpræget karakter. Og jeg skal sige det med det samme - i aften får I ikke rødvin, selvom det også produceres i mindre målestok.
Lidt om de tyske vintyper:
EU inddeler vin i to hovedtyper: bordvin og kvalitetsvin med geografisk oprindelsesgaranti. Tro det eller ej, mere end 90% af den tyske vin er kvalitetsvin, herunder prædikatvinene.
Kvaliteten opdeles i:
Bordvin (tafelwein). Hvis der er tale om et rent tysk produkt vil der være anført 'Deutscher' foran Tafelwein, men den kan være blandet af vin fra flere land i EU - og måske nogle enkelte fra Algier.
Deutscher Landwein, er en lidt bedre vin til daglig brug - altid tørre eller halvtørre.
Qualitätswein kan være QBA. eller QMP) - lette og friske fragtagtige vine fra et af Tysklands 13 vindistriker.
Prædikatsvinene (Qualitätswein mit Prädikat) er benævnelsen for de fineste tyske vine og inddeles i 6 klasser. Det er vine som kan drikkes unge og gamle - alene eller til mad.
Kabinet er en vin lavet på fuldmodne druer, der er presset og gæret til en let, karakterfuld vin - det skal vi smage.
Spätlese er en vin fremstillet på sent høstede druer, hvilket give dybde, fylde og intensitet i smagen - det skal vi også smage.
Auslese er en stor vin, der er afbalanceret i bouquet og smag - det får vi også.
Beerenauslese er en udsøgt vin af høj standard med intens sød smag - den får vi ikke.
Eiswein er vin lavet på frosne druer - høstet og presset få timer efter plukningen - hører til sjældenhederne, men vi slutter af i aften med at smage den.
Trockenbeerenauslese fremstilles kun to eller tre gange hvert årti og kun i meget begrænsede mængder på rosinagtige druer. Det er toppen af tysk vin, men der var ikke råd til den.
Vi skal smage forskellige vine fra Franken - jeg har udvalgt dem udfra et udvalg af de mest benyttede druetyper i området.
Mens vi lader den første gå rundt, vil jeg fortælle lidt om etiketterne på de tyske vine, som fortæller en del.
Den første vin er lavet på Bacchus. Bacchus (11% af produktionen) giver levende, frugtagtige vine med en fin bouquet og undertiden mærkbar syre. Den er meget populær og anvendelig i mange forskellige sammenhænge.
Vinen, Sommeracher Rosenberg fra 2000, er en auslese med stor fylde. Naturlig syre 6,9%, restsødme 47,3%
Etiketten på tysk vin fortæller:
1. vindistrikt
2. høståret
3. byen og vinmarken, hvorfra vinen kommer
4. druesorten, som er afgørende for vinens karakter
5. smagsretning - tør, halvtør, sød o.s.v.
6. kvalitetsniveauet på den pågældende vin
7. det officielle kontrolnummer: garanti for at vinen opfylder de krav, der gælder for tysk kvalitetsvin
8. aftapningssted - vinproducenter som fremstiller og aftapper fra egne vine må bruge betegnelsen: gutsabfüllung. Kooperativerne i Franken opnår i gennemsnit nogle af de højeste priser pr. liter vin i Tyskland.
Jeg sender en lille brochure rundt, som fortæller om tysk vin. Den opsummerer alt, hvad jeg foreløbigt har fortalt.
Om Franken:
Om sommeren vil man opdage, at bakkerne omkring Mainfloden er som en varm heksekedel, mens de om vinteren ikke sjældent er sneklædte. Det er ikke et klima for Riesling-druen (der er plantet lidt, og i et godt på er den fabelagtig), men mærkværdigvis gør Silvaner sig særdeles godt i Franken. Den får en undertone af noget røget og noget sul på sidebenene, der gør den velegnet som vin til maden. Frankerne har altid foretrukket tørre og halvtørre vine, der gennem tiderne ofte er blevet sammenlignet med hvid bourgogne - ikke smagsmæssigt, men fordi de passer så godt til mad. Helt kompromisløs er man ikke i Franken. Ligesom andre steder er man faldet for fristelsen til at plante den lette, højtydende og venlige Müller-Thurgau og det i så stor en grad, at det er den, der dominerer regionen i dag. Müller Thurgau giver slet ikke samme finesse som Silvaner, selvom den har betydelig mere vægt her end i andre egne af Tyskland.
Næsten alle Frankenvine er aftappet på de små grønne bocksbeutel-flasker, der efter sigende er inspireret af bukke-nosser. Flasken er mønsterbeskyttet i Tyskland. Centrum for vinavlen er den smukke gamle by Würzburg, og lige bag byen på en stor sydvendt skråning ligger Stein - Franken regionens mest berømte vinmark. De fleste frankenvine kommer fra kooperativer, men i selve Würsburg ligger to gamle velgørenhedshospitaler - Juliusspitaler (skal vi smage) og Bürgerspital - der er blandt de fineste producenter. Udenfor Würzburg er det især Iphofen (skal vi smage), Thüngersheim (skal vi smage) , Randersacher (skal vi smage), Rødelsee, Sommerach (den har vi nu i glasset), Sommerhausen, Eschendorf, Reppendorf og Castell, som er værd at se efter.
Prisen for Sommeracher Rosenberg - 81,-
Efter Bacchus går vi til en Grauer Burgunder (kun 3% af produktionen) - et tysk synonym for Pinot Gris, som giver en sprød, tør type vin. Den giver som regel altid førsteklasses vine.
Vi får en Thungersheimer Johannisberg, 2002 fra føromtalte Juliusspital - jeg lader en brochure gå rundt med flasken. Naturlig syre 6,7%, restsødme 3,2%
Det er en tør spätlese. En fremragende vin med en harmonisk sammenhæng mellem frugt og vanilie.
Prisen er 121,-
I 1806 skrev Goethe til sin kone: 'Send mig noget mere Würzburgervin, for der er ikke anden, der passer mig så godt'. Goethe blev i øvrigt født livløs den 28.8.1749 i Frankfurt am Main og blev derfor dyppet adskillige gange i varm frankenvin, som oplivede ham. Han døde de. 22.3.1832 83 år gammel, med et glas kold frankenvin i hånden. Hen mente selv, at han havde frankenvinen at takke for sit lange liv.
Det stærke lokale marked, hvor meget af vinen sælges gennem supermarkeder og Bocksbeutel-flaskens markering af frankisk vin har gjort, at det ikke har været nødvendigt at sælge vin udenfor Bayern. Efterhånden er nogle af de større ejendomme dog begyndt at interessere sig for eksport.
Siden 1960 er vinmarkerne i Franken fordoblet og gamle vinmarker er rekonstrueret og moderniseret. Flurbereignung er et meget vigtigt begreb i tysk vindyrkning, der især har betydning for landskabet. Flur betyder 'mark' og i denne forbindelse betyder udtrykket 'sammenlægning af marker' eller 'omstrukturering'. Der er tale om et program, som man har gennemført i Tyskland siden 2. verdenskrig. Mange af de skråninger hvoraf nogle af de fineste tyske vine er produceret var ret utilgængelige, stejle og ofte terrasserede. Med støtte fra staten og de lokale myndigheder er over halvdelen af vindyrkningsområderne i det vestlige Tyskland blevet fysisk omlagt, så der er lettere at komme til og bearbejde. I visse tilfælde er jorden også blevet omfordelt blandt de enkelte ejere for at nedsætte deres produktionsomkostninger. Udefra kommende kan kun vanskeligt forestille sig den enorme arbejdsindsats det har krævet fra landbefolkningens side.
Vores næste vin er en Müller-Thurgau - den mest udbredte drue i Franken - 43% af produktionen. Den har i sine første år en andelse muskat-agtig bouquet, mens den i sin modning kan antage Riesling-karakter. En særdeles populær drue i en rimelig prisklasse.
Iphöfer kalb fra Wirsching 2002. Ren og klar i smagen - god til alt mad. Syre 5,6%, restsødme 11,2%
Prisen er 63,-
Enhver tysk kvalitetsvin analyseres af officielt godkendte laboratorier og prøvesmages med aftapperens navn tildækket. Enhver alvorlig teknisk mangel eller afvigelse fra den regionale stil som opdages ved prøverne vil betyde, at vinen ikke kan få et kontrolnummer eller sælges som kvalitetsvin. Systemet kan kritiseres for at være lemfældigt i sine bedømmelser, men der er ingen andre EU-lande der kan byde på et bedre system.
Vores næste vin er en specialitet fra Franken - en Rieslaner. Den er fremdyrket i Franken ved en krydsning af silvaner og riesling. Vinen har en fin, særpræget smag og betragtes som noget af en raritet i Franken.
Randersackerer Pfülben - Juliusspital 1997 er en spätlese, let krydret med et fornemt spil mellem sødme og syre. Særdeles fin ledsager til f.eks. fine oste. Naturlig syre 8%, restsødme 61,8%
Prisen er 135,-
Hvis rieslaner opnår fuld modenhed kan den give vine med rosinagtig frugt. Der var i 1980 under 40 ha, og dens sene modning vil nok gøre den mere sjælden.
Næste druesort er Scheurebe - en typisk frankendrue, og hvad enten man ønsker en tør vin eller det modsatte, er man sjældent i tvivl om druesorten, når man står overfor denne dejlige drue, hvis bouquet kan minde svagt om solbær.
Vi er igen hos producenten Juliusspital - årgangen er 2003. Syre 7,3%, restsødme 16%. Denne vin er en 'gutswein', d.v.s. en vin der ikke nødvendigvis kommer fra kun én vinmark. Fin typisk bouquet.
Prisen er 63,50
Næste vin er en traminer - denne drue hører til de ældste og kvalitativt bedste sorter, der vokser i Franken. Vinene udmærker sig ved en krydret aroma, der kan minde om duften fra vilde roser. Det er vine med stor fylde.
Vi smager en Nordheimer Vögelein fra 2001 - syre 5,8%, restsødme 28,7%
Prisen er 80,-
Som rosinen i pølseenden - og den er rosinagtig, skal vi smage en eiswein. Bemærk den halve flaskestørrelse - dette er dyre sager - kun en mundsmag, så alle kan være med.
Eiswein er som jeg tidligere nævnte lavet på frosne druer - høstet og presset få timer efter plukningen.
Det er en silvaner, Sulzfelder Maustal fra producenten Brennfleck. Silvaner står for 21% af produktionen. Hvis man skulle udpege en drue som den mest typiske for Franken vil det blive denne. Den har en sart bouquet og findes i mange nuancer, da den er istand til i udpræget grad at tage smag efter jordbunden.
Eiswein har et meget højt indhold af syre 12,7% og sukker 293%, koncentrationen er et direkte resultat af at druerne har fået lov til at fryse til is på vinstokken. Derefter plukkes de og presses straks, så vandkrystallerne efterlades i pressen og den sødeste saft, der har et lavere frysepunkt end vand, løber fra pressen. Der kræves temperaturer på mindst -8 grader i vinmarken når man plukker druerne til eiswein ganske tidligt om morgenen. Druerne hænger på vinstokkene til ind i november og ofte ind i det følgende år. De vine der kommer ud af processen har ikke samme karakter som dem der produceres af druer med ædel råddenskab, og de er derfor lettere at drikke som unge. Deres høje syreindhold gør dem meget forfriskende.
Prisen pr. halvflaske er 222,-
Vi har besøgt et område, der producerer 6% af alt vin i Tyskland. Området er på 6.200 hektar, hvoraf 148 produventer har over 5 hektar.
Der er 1524 producenter, og der produceres 470.000-560.000 hektoliter.
Alle vine vi har smagt stammer fra Franconia Vinimport, Hillerød, tlf. 48253701
19.12.2004/SL