Ærgerligt! Det angivne bruger ID eller adgangskode er forkert!
Velkommen! Første gang du logger ind på Côtes du Vin's nye website skal du indstille dit password på ny!
Henter indhold...
Kære vinbrødre!
Velkommen til hvad jeg håber bliver en lidt festlig genåbningsaften efter coronaens hærgen af vores liv og vores vinklub. Jeg håber I alle og jeres familier er kommet godt gennem krisen.
Jeg håber det bliver en lidt festlig aften fordi vi alle samles igen til lidt vin – endda med to aspiranter, Bo og Kurt! Velkommen til jer og velkommen til os alle! Jeg har savnet vores aftner i den lange vinter
En festlig aften skal det være, for hvis man kigger på vores website og referatet fra april smagningen 2001, kan man læse at den daværende præsident Jens-Erik udtalte følgende:
”Jeg vil gerne benytte lejligheden til at byde et nyt medlem velkommen i Cotes du Vin, Torben C. Ole havde taget en af sine gamle venner Torben med og han ønskede, efter at have overværet en af vores klubaftener, at blive medlem i klubben og blev efter de sædvanlige ritualer accepteret og budt velkommen af de fremmødte medlemmer”
Med andre ord – jeg har passeret de første 20 år i klubben og det synes jeg da burde fejres og smitte bare lidt af på aftenens smagning.
Hvis man på selvsamme website ser mine afholdte smagninger gennem årene, vil man se at de har været fokuseret på drue, område eller land så min plan for i aften er at løsne lidt op og i stedet smage lidt forhåbentlig god vin fra tidspunkter og steder i min ’vinkarriere’.
Hertil kommer at disse 20 år passer perfekt med en tredjedel af min tilværelse her på kloden, eftersom jeg førstkommende søndag runder de 60 år. Altså er der al mulig grund til lidt fejring og mens jeg lidt ukronologisk vil komme med små fortællinger fra mit vinøse liv, skal vi nyde Niels’ lækkerier, som han så generøst har kokkereret her til denne aften og dertil vine fra tider og steder.
Jeg starter med begyndelsen og vi skal smage denne ’vin’ fordi jeg helt præcist kan huske at det var den første vin jeg nogensinde rigtig nød. Jeg fik den serveret til en omgang kylling hos min mors faster.
Der var ikke den store vintradition i min familie – typisk øl og snaps til sammenkomsterne, men med Spies og Tjæreborg til at fremme rejselysten, steg trangen åbenbart til glædes over et glas vin også efter hjemkomsten. Med min mor hjemmegående, havde vi ikke råd til at rejse udenlands, men vinmoden smittede af og ’Den med tyren’, Irmas æblevin og andre billige vinprodukter fandt vej til barndomshjemmets middagsbord i weekenderne. Jeg fik lov at smage, men var skeptisk over for disse mærkelige og sure drikke og holdt mig i første omgang til den gule sodavand.
En gang imellem kunne der ryge en sjat (billig) portvin i en æggesnaps og det var ikke så ringe.
Så en dag hos fasteren blev denne vin altså sat på bordet og da der ikke var skyggen af en gul sodavand eller en Jolly Coly, drak jeg Mosel vin og til min egen forbløffelse fandt jeg det smagte godt og disse kølige dråber var ikke i nærheden af surhedsgraden fra min kære fars æblevin. Åh, jeg husker at håbe at bare der var endnu en flaske. Det var der ikke, men døren til vinens var sparket ind.
Herfra ville vinens verden langsomt men sikkert åbne sig for mine smagsløg. Jeg glæder mig til et kærligt gensmag her i dag, men har dog ikke de største forventninger.
Med min gode ven Ole, indtog vi pæne mængder Moselvin – husker specielt en juledag – må have været i ’80 for Shubidua 7 med Midsommersangen var lige udkommet. Drak vi 7-8 flasker? Vi mistede en del af vores ædruelige uskyld den aften.
Jeg tror man over grænsen til Tyskland kan erhverve produktet for omkring en tyver, men i DK må vi for en sådan raritet slippe en 55 kroner
Skal vi lige ofre et par ord på denne billige vin, hvis kvalitet forhåbentlig bliver overgået. Ellers er jeg blevet grundig snydt.
Tysk hvidvin fra området Mosel. Nærmere bestemt byen Zell am Mosel. Alle vine fra denne by, hedder Zeller Schwatze Katz. Historien bag: For mange år siden stod 3 vinhandlere og smagte på vin, for at finde ud af, hvilken der var den bedste. Pludselig sprang en sort kat op, på en af tønderne og skød ryg. De 3 mænd besluttede at denne tønde måtte være den bedste.
Vinen er sødelig og fedmefyldt med et strejf af eksotiske frugter.
Så skal vi til et land jeg havde chancen for at besøge i 2013, da mine piger skulle spille junior VM i curling.
Ovenikøbet et land vi i vinklubben tilsyneladende ikke har været i før – så jubii, vi kan krydse et land af igen.
Landet er Rusland – og i 2013 befandt jeg mig pludselig i Sochi – Sovjetpampernes ferieby – hvor Putins OL by skød op for at være klar til vinter OL i 2014. Junior VM i curling blev brugt som øvelse – især for sikkerheds- og militærfolk der skulle bevogte OL faciliteterne og OL byen. Og de bevogtede med en nidkærhed der er helt uvant for os danskere eller vesteuropæere.
Vi fandt ikke det store vinudvalg på turen, men vi var klar over at vinproduktion foregik ikke langt fra det subtropiske Sochi. Ikke langt borte i Georgien eksempelvis, men de havde netop været i totterne på russerne, eller også var det omvendt, så ingen Georgisk vin var a finde i Sochi (læs i øvrigt Jans vinforedrag på området 02/2012).
Men så stødte vi på cubansk rødvin på en af de få restauranter med læsbart menukort. Og det var sjovt, men smagte en kende mærkeligt. Men fin etiket med røde stjerner og billeder af det arbejdende folk.
Jeg omtalte det for andre curlingforældre, at de skulle prøve det, så dagen efter drog vi i optog til restauranten for at drikke cubansk vin. Troede vi. Men i modsætning til aftenen før var chefen selv var på vagt denne aften og han nægtede kategorisk at servere dette sprøjt for os. Så vi kunne vælge mellem chilensk cabernet eller merlot. Njet – Punktum- Slut!
Nedtur!
Nå – Vi skal jo i dag lave hverdag om til fest, så lad os i stedet kaste os over noget som vi kan få fat i og som Zar Alexander II (danske Kejserinde Dagmars mand) fik sat i værk. Russisk Champagne!
SKÅL! Og tillykke med mig selv!
Historien om Abrau Durso.
Den russiske Zar Alexander II, der var gift med den danske prinsesse Dagmar, kunne godt lide smagen af fransk champagne, og havde altid ønsket sig, at Rusland også havde et vinhus, som kunne producere mousserende vine til hoffet. Det første vinhus blev grundlagt i 1870 på et smukt sted i det sydlige Rusland ved Abrau-søen, i en landsby med navnet Abrau-Durso, der har sin egen smukke legende, som også har givet navn til vinhuset. I de første år producerede de stille vine, mens produktionen af mousserende vin først startede i 1896. Disse mousserende vine har efterfølgende gjort vinhuset berømt.
I 1905 inviterede den næste russiske Zar Nikolaj II den franske vinmager Victor Dravigny til at være chefchampanist i "Specifik Abrau-Durso vinhus". Med ham blev den klassiske metode til fremstilling af mousserende vine perfektioneret. Det var på dette tidspunkt, at Abrau-Durso-vinhus blev leverandør til det kongelige hof af Zar Nikolaj II, og afdelingens mousserende vine begyndte at blive eksporteret.
Mousserende vin fra Abrau-Durso-kældrene var det russiske aristokratis favoritdrink. Den blev serveret ved bordet til de russiske kejsere, senere til generalsekretærerne, og serveres nu ved ceremonielle modtagelser i Kreml.
Druesorter: Pinot Blanc, Pinot Noir, Chardonnay, Riesling
Mousserende vin af lys gylden skygge, med en lys glitter og intensiv perlage i traditionel russisk stil. Den har en dyb bouquet og rig aroma af modent mousserende vin med ekspressive toner af rugbrødeskorpen og æblejuice, klumpet fløde, solsikkefrø og forfriskende nuancer af citrusskal. Smagen er frisk, spændende, æble-citrus i den første bølge og mineral i eftersmagen.
En klassisk mild brut fra traditionelle druesorter vil være en perfekt aperitif før en gallamiddag. Det kan også serveres med hvide fiskeretter (gedde aborre, ørred, flåder, pighvar), jakobsmuslinger, bløde oste med som camembert, brie.
325 kr – 10%
At have min moster Birthe boende i Californien, San Jose og have adgang til SAS personlabilletter, betød en del besøg i USA og adgang til en masse spændende Californisk vine fra et tilsyneladende endeløst antal vinerier.
Ikke mindst de hvide chardonnayer. J. Lohr winery, Mirrassou Winery etc.
Min plan var umiddelbart at vi sprang over her, for jeg har serveret Chardonnay for jer flere gange før, men så dukkede nyheden op:
Steven Spurrier er netop død!
Hvem er han? Jo, han er jo engelskmanden med vinforretning i Paris, og så stod han bag den berømte 1976 blindsmagning, hvor franskmænd fik udråbt en hel del amerikanske vine som bedre end deres franske modparte. Især chateau Montelena fra Napa Valley vandt med en hel del franske dommerstemmer over for en række berømte bourgogner.
Flere har forsøgt sig med kopismagninger, men det bliver som oftest dårlige kopier fordi specielt de franske vine er eksploderet prismæssigt.
Jeg henviser til filmen ’Bottle Shock’ med vores allesammens Hans Gruber fra Die Hard, (Alan Rickman) som Steven Spurrier.
Vinmageren bag Chateau Montelena's succesvin i 1976 hedder Mike Grgich. Han har nu sit eget vinhus og producerer med sikker hånd stadigvæk chardonnay vine, som det skal understreges ikke har været gennem malolaktisk gæring. Et særkende for denne vinmager! Sådan en vin synes jeg vi skal smage til laksen, som Niels så smukt har anrettet.
Grgich’ signatur-vin bliver bare bedre år efter år. 2016-sæsonen var nær perfekt med en fin balance mellem nedbør og sol. Druerne dyrkes i de kølige American Canyon- og Carneros-marker, hvor havgusen fra San Pablo Bay sætter sit præg på den færdige vin. Markerne er certificeret økologiske, og der bruges aldrig kunstvanding. Grgich’ Chardonnay udskiller sig fra andre Napa-Chardonnayer ved, at vinen ikke undergår malolaktisk gæring. Det gør den frisk og mellemfyldig med masser af mineralitet og syre – og perfekt til en god middag.
“Ufattelig kompleks med aromaer af røg, brioche, ristet brød og en smule flint. Vinen er smukt afbalanceret med sødt æble, østersskal og nænsom eg. En vin i særklasse med fantastisk potentiale til at udvikle sig yderligere.” – Decanter
“Denne hvidvin udfolder sig til en smuk svane; flot struktureret og med dybe lag af smagsnuancer. Pære, æble og ananas foldet om ristet brød og tørre urter med en blød og lang eftersmag. Denne vin har bedst af at ligge yderligere: Nyd den fra 2021-2026.” – Wine Enthusiast
“Intens aroma af hvid fersken, pæretærte og ananas med anstrøg af kaprifolium, flint og honning. Mellemfyldig med fantastisk spænding og masser af citrus og tropiske lag. Den har en satin-agtig og flot, lang eftersmag.” – The Wine Advocate
Indgangen til de røde Bordeaux’er, som i lang tid i 80’erne for mig var analogt med god rødvin, var 3. cru vinen Chateau Calon Segur
Vennen på handelsgymnasiet, Peter Brandt, talte næsten kun om CS og den skulle jeg smage! En skønne dag op til en fest på skolen, dukkede han op med en flaske og han skænkede generøst. Jo, det var ikke dårligt - derimod vanedannende!
Så startede en årrække med Kjær & Sommerfeldt 'en primeu'r smagninger med lækre Bordeax vine i 1855 klassifikationen, som dengang var til at betale. Selv Chateau Margaux lod sig erhverve i 250 kr's klassen
Der blev købt en del Bordeaux vine over årene, men langsomt steg cru vinene til priser hvor det var svært at følge med og hvor man måtte overveje om ikke pengene kunne bruges bedre. Så kunne man jo købe Cru Borgeois, men også de blev dyre og forsvandt fra vinhylderne i superen. Dermed øgedes opmærksomheden på de mange alternativer til de franske gemmevine.
Nu hvor vinene er alt for dyre – tænker jeg allievel at tage et enkelt tilbageblik og hvad andet end Saint Estephe vinen Calon Segur, som for mig markerer starten på mine Bordeaux år.
Så lad os i dagens anledning begå et barnemord, som min gamle ven ville have sagt. Aftenens dyreste vin, men mon det er den bedste?
93 point af Parker drikkes 2020-2040
Château Calon-Segur er den nordligst beliggende ejendom af alle Médocs Grand Crus Classé slotte. Vinen har et let genkendeligt ydre, idet der er et stort rødt hjerte på etiketten. Dette skyldes den tidligeres ejers, Marquis de Segurs forkærlighed for netop dette slot, til trods for at han samtidig ejede både Château Lafite og Château Latour. Han sagde altid; ” Mit hjerte tilhører Calon".
Det er ikke længere Marquis de Segurs der ejer slottet, ej hellere familien efter ham. I de sidste århundrede har slottet været ejet af Gasqueton familien.
Calon-Segurs 58 hektar vinmarker, der delvist er omgivet af en mur, ligger lige nord for landsbyen St-Estèphe. Markerne er beplantet med 65% Cabernet Sauvignon, 20% Merlot 20% og 15% Cabernet Franc. Undergrunden består primært af en blanding af grus og sand, men i enkelte parceller findes kalksten og ler.
I gode årgange producerer Château Calon-Segur koncentrerede og kødfulde vine med både dybde og længde.
Pris 899 DKK
Den næste vin sender mig tilbage til de sidste glade år i SAS Data 2005 – 2007, på et stort langvarigt projekt og et team bestående af herlige mennesker.
Oftest fredagene lagde vi frokosten sent og lavede tapas eller hentede sandwich ’Hos Nicola’ på Christianshavn i Wildersgade. Dam’n gode sandwich og i øvrigt ligger stedet der endnu.
Alle var glade for italiensk vin og da de ellers populære Amaroner var både for dyre og for heftige, slog vi os på denne Ripasso fra Irma, som de sælger til en undertiden meget favorabel pris.
Vinhandlerne on location i Valpolicella kan slet ikke konkurre med Irma prisen og slet ikke når de ikke sjældent sælges 6 stk til halv pris.
Denne vin har dannet grundlag for mange hyggelige fredage på jobbet, så selv om den ikke er dyr så synes jeg den er god. Der findes uden tvivl mange finere og bedre Ripassi, men til prisen?
Cantina Valpantena Verona er et af de bedste koorporativer i Veneto. Det blev oprettet i 1958, og består af 250 vingårde og dækker over cirka 750 hektar. Udover vin laver man også olivenolie og grappa. Da de har et utroligt stort og forskelligartet druemateriale at vælge i mellem blandt de mange vingårde i koorporativet, så er de i stand til år efter år at lave vine i en glimrende, ensartet kvalitet, hvor du altid får en vin, som opfattes som værende rigtig god til prisen.
En rigtig, klassisk og potent Ripasso, der vil give mangen en Amarone kamp til stregen.
Valpolicella tilbydes i flere forskellige vintyper. En let frugtig sommervin eller en fed, kraftig Amarone. Og så er der alle dem i midten. Se på vinens alkoholprocent, den indikerer typen. Her er den 14 %, altså en kraftig sag, som er opnået ved at hælde ung frugtig vin på skallerne af nygærede Amarone.
En rigtig, klassisk og potent Ripasso, der vil give mangen en Amarone kamp til stregen.
Det er en mørk, fyldig og potent vin med en god portion tanniner, der gør den velegnet til kraftige madretter.
Midt mellem nullerne og tierne var familien og jeg nogle ferier på roadtrip i Norditalien og en afstikker til området omkring Firenze (og Chianti og Brunello områderne).
Meget at udforske og farmands vinønsker kunne kun i beskedent omfang imødekommes. Men bag Gardasøens østlige bred anvendte vi da en overskyet dag til at besøge forskellige vinerier. Et af dem som jeg husker, og som er tilgængelig i Danmark, var Nicolis, hvor vi blev venligt modtaget og begunstiget relativt rundhåndet med smagsprøver. Lige forinden, kom vi forbi en mere prætenciøs indgang, hvor der stod Masi. Men dem kender vi jo og valgte at køre videre til Nicolis.
Jeg mener at huske at deres Amarone var drikkelig, så lad os prøve. Og lad os så i øvrigt sammenligne med Vin 7, hvis vinmager jeg har lovet at behandle hans vin som var den en Amarone.
Begge vine er fremstillet efter Appasimento metoden, hvor druerne tørres i en periode før vinificationen – så spørgsmålet er om vin 7 (ikke Amarone eller Valpolicella) så kan blande sig med eksperterne inden for denne metode. Er konkurrenten på nogen måde værdig og hvor kommer denne fra?
Til disse vine serveres nogle svinekæber fra slagteren, som Niels med stor kyndighed har tilberedt
Nicolis´ kraftige Amarone “Ambrosan” er husets topvin.
Efter de specielt og nøje udvalgte druer er høstet, bliver de lagret i små kasser i et tørt og ventileret rum.
Her udvikles der en høj koncentration af sukker, glycerin og kraftig aroma der er med til at give amarone vinene deres særlige karakter.
3 måneder efter høsten som foregår medio oktober, presses druerne varsomt og lagrer i en periode på 28 måneder i slovenske egetræsfade.
Produktionen er yderst begrænset da kun de allerbedste druer udvælges og medtages i fremstillingen.
Denne vin har flot blank mørkerød – meget dyb og tæt farve. Den har en fed struktur med masser af fedme. Dens bouquet af modne mørke bær, suppleres med aromaer fra solbær, sveskeblomme, sveske, tørrede frugter, strejf af skovbund og læder. Smagen har masser af fylde og koncentration, og den er temmelig nuanceret. Den kraftige smag følges op af en flot harmoni, en vis elegance og en behagelig syre. Den har en velpolstret viril krop, samt en dejlig frugtig eftersmag, der afsluttes med en lang sveskepræget finish. En meget flot og karakterfuld vin, der på trods af den kraftige fremtoning alligevel er meget harmonisk og elegant.
https://www.italienske-vine.dk/produkt/amarone-ambrosan/
På forskellig vis har jeg gennem årene haft min gang i Karrebæksminde. Et lille fiskerleje – nu sommerhusområde – syd for Næstved, med adgang til fjord og hav.
I min ungdom var jeg der adskellige somre sammen med min gamle, nu forgangne ven, Søren. Og tilfældet ville at min kone og hendes forældre i mange år har haft sommerhus dernede, så Karrebæksminde er jo blevet mit ’hood’
Svigerforældrenes sommerhus blev arvet, nedrevet og erstattet med et nyt, der er nemmere at vedligeholde og anvende.
Vest for Karrebæksminde, i en lille flække, Vesterhave, skød en stor villa op, med japanske haver og et masse pynt og pludselig blev der også plantet hvad der tydeligvis var vinstokke. Spændende!!!
Efter nogle år blev et skilt plantet ved vejen ’Vesterhavegaarden – vingård’. Og ’Gårdbutik’ og åbent dagen lang. Alt var udsolgt på nær lidt Rose og en ’Blå Lagune’, som jeg nu gemmer til mig selv. Men det var svært at bedømme og smagsprøver var der ingen af, for som vinavleren sagde: Hele produktionen bliver solgt!
Nogle venner fik tilbuddet om en smagning der omfattede det meste af produktionen, og mod efterfølgende overnatning i sommerhuset fik jeg den 3. billet de havde.
Vinmager Jesper Rye holdt et findt foredrag og vi kom i gennem Rosé og Rødvine (hvidvinene var igen udsolgt – et hint: Enten er de gode eller også er de billige)
Klart bedst var aftenens vin Sort Lagune, som også er klart den dyreste.
Og spændende nu hvordan den måler sig med ægte appasimento – prisen slår den fint. (Flere vinbrødre havde denne som bedst i kampen mod den ægte amarone - vin 6)
Rødvin, Sort Lagune 2018, 16% Alc.. 500ml, 500 DKK
MÅSKE DANMARKS BEDSTE RØDVIN! I international klasse.
DISSE FLASKER ER EXCLUSIVT LIMITID EDITION 450 FLASKER, SIGNERET OG NUMMERERET!
Når der kun er 50 flasker tilbage, stiger prisen til 1000 kr pr flaske, da de ellers bliver solgt for hurtigt. Herefter kan næste årgang reserveres når der bestilles mindst 6 flasker ( 1 karton ).
Netop bedømt til SØLV MEDALJE, den 24 Okt. 2020 i international konkurrence som det fremgår af billederne her på siden . Lidt tidligere bedømt af det anerkendte VINHULEN med 91 point, svarende til en Guldmedalje! Hvilket skal forstås som: ”EN FANTASTISK VIN MED KOMPLEKS KARAKTER”
Her finder du link til bedømmelsen og beskrivelsen: http://www.vinhulen.dk/vintest/vis_anmeldelse.asp?id=9294
Druerne til denne vin blev hånd høstet den 20.10.2018 fra vores 2 marker ved Smålandshavet, Æbleager og Testager, i alt kg 400 kg, fordelt med druerne Rondo 35%, Bolero 26%, Castel 14%, Regent 13%, Mix 12%.
Efter nænsom sortering blev druerne tørret ca 3 uger hvilket reducerede vægten med ca 50%. Tørringen foregik i kasser ovenpå siv fra standen så vi har fået mineraler og salte fra Smålandshavet med i smagen af druerne. Herefter fjernede vi stilke og pressede blidt så forbindelse mellem skaller, kærner, frugtkød og most som blev gæret i ståltanke sammen med tørrede egetræs spåner her fra vores skov, så vinen får smag af DANSK egetræ! Vi har koldgæret vinen ved ca 12 grader i 4-5 uger. Efter slutpresningen blev vinen omstukket til et egetræs barrique fad 225 ltr hvor den har ligget i vores vinkælder i 17 måneder, inden håndtapningen den 8 juni 2020. Vi har tappet og produceret i alt 450 flasker.
Denne vin er meget kraftig og frugtagtig med stor eftersmag og i stil med de bedste Italienske Amarone vine. Egner sig fortrinlig til Grillet Steak, Dyreryg eller stærk ost. Eller bare nyd den som den er som en terapi-vin!.
Vinen har totalt overrasket de fleste vineksperter i Danmark og udlandet!
Med venlig hilsen Jesper Rye vinbonde og vinmager
https://www.vesterhave-vingaard.dk/Som overgang til nogle dyrere Pinot Noir vine, synes jeg I skal have lov at vænne munden til den elegante drue. Jeg har fundet en 'hverdags-pinot' hos Kjær og Sommerfeldt, som jeg nu lader en flaske gå rundt af, så kan I se hvad i synes og iøvrigt rense ganen.
Med en gæstfri moster i Californien, havde jeg jo min faste gang i denne skønne ’Golden State’ som den kaldes og jeg har været der adskillige gange og har smagt mange skønne vine, uagtet at der er masser ligeså skønne andre steder i verden.
Men med de mange gæstfri vinerier, vandt Californisk vin mit hjerte, som jeg tror I, kære vinbrødre, har erfaret et par gange eller mere. Den hvide kraftige, næsten tyktflydende Chardonnay og Zinfandel som man dyrker til perfektion her.
Min moster Birthe døde pludselig i 2008, uden varsel, under et middagsselskab og kun en uge efter sin lillesøster Ullas (også min moster) forventede bortgang efter lang sygdom. Naturligvis et hårdt slag for min mor især, men også for hele familien. Og ud over en tur for at bringe en del af hendes aske til Danmark, så holdt Californien turene pause.
Slægt skal følge slægters gang, som det synges og i 2018, valgte vi at tage de voksne døtre (samt svigersøn Mallik) på en Californien roadtrip igen (+Nevada, Arizona og Utah). Jeg havde håbet at bruge mere tid på vin, men med 4 personer der prioriterer outlets var det ikke nemt. Ydermere drikker svigersøn Mallik ikke vin, men så var vi da sikre på at have en chauffør.
Vi besøgte nogle mindre vinerier i Sonoma Valley. De var lidt tørre i deres beskrivelser og omgangen med vin så begejstringen i familien var ikke så stor. Jeg tænkte om ikke filminstruktørens vineri kunne vække lidt interesse og hold da op!
Et flot vineri med stor, impossant port og en meget venlig velkomst på vineriet, med flere muligheder for smagning, udstilling af instruktørens rekvisiter og automobiler samt nogle charmerende unge fyre bag disken til at skænke op gjorde forskellen. Mor og døtre gav den gas, smagte, købte adskillige vine, hvilket igen udløste flere smagsprøver og det hele blev ret heftigt. Der blev købt alt vi forhåbentligt kunne have i bagagen hjem og vi fik i den grad brug for chaufføren til at komme derfra.
Deres Zinfandel husker jeg ikke som noget spektakulært, så i dag smager vi en Pinot Noir. Det skulle have været en fra Directors Cut serien, som jeg husker var bedst. Men den havde Otto Suenson ikke nået at få hjem, så vi nøjes med en fra serien under
Blød og charmerende Pinot Noir fra flere forskellige mikroklimaer i Russian River Valley. De forskellige parceller giver frugt med forskellige karakteristika, hvilket i sidste ende giver en vin i komplet balance. Helt åben duft med noter af modne skovbær, røde kirsebær og rosenblade, suppleret af vanilje, lakrids og søde krydderier. Smagen byder på en kerne af moden rød frugt og blomstrede toner, balanceret af en blid syre og velintegreret fad. Perfekt sammen med grillet fjerkræ, kalv eller lynstegt tun.
Director’s serien er Coppolas hyldest til kunst og god vin. Serien byder på fire forskellige vine, som hver især omkranserfire klassiske druesorter; Pinot Noir, Chardonnay, Cabernet Sauvignon og Merlot. Denne vin er gæret på åbne tanke med daglig ”punch down”, for at udtrække farve og tannin fra drueskallerne. Vinen lagrer i 8 mdr. på en blanding af ungarske og franske egetræsfade.
Otto Suensons vinhandel DKK 200
I 2009 fik jeg ideen at holde en smagning på baggrund af den dejlige 2003 film ’Sideways’ om et par gutters polterabend roadtrip i Santa Rita Hills. Gommen gik mest op i damer, mens vennen gik mest op i vin og Pinot Noir i særdeleshed. Jeg synes stadig filmen holder og finder den frem en gang om året eller hvert andet.
Som i bogforlægget finder væsentlige scener sted på en virkelig restaurant ’The Hitching Post’ hvor den kvindelige hovelrolle er tjener. Her drikker man stedets egen Pinot Noir som restatauratøren selv producerer. I en scene sidder vort vennepar i vinbaren efter middagen og drikker Pinot og tjenerinden Maya, der har fået fri, kommer ind og udbeder sig specifikt et glas ’Highliner’. Efterfølgende ser man at det er også hvad vores mandlige venner drikker. Som navnet indikerer skal det være stedet bedste Pinot.
Det fordømte er at jeg adskillige gange er kørt lige forbi stedet som ligger tæt på Solvang. Her kom jeg forbi på til min moster, for at købe dagmartærter og andet dansk wienerbrød, som lod sig købe der.
SAS nedlagde Los Angeles ruten (det var nedtur) og fremover gik vejen ned nordfra fra SAS’ eneste vestkystdestination Seattle. Og først da kom Sideways filmen og det gik op for mig at der var noget jeg var gået glip af
Jeg har fået fat i et par flasker og nu må det forsømte indhentes. Håber skidtet er værd at drikke, men med mine høje forventninger kan den vel kun skuffe. Håber dog det er nogenlunde så vi kan slutte aftenens vinsmagning anstændigt.
Skål kære vinbrødre – Det har været en fornøjelse at servere for jer, håber det har været bare en smule interessant og at I har smagt noget interessant!
Dette er Hitching Post store vin, som drikkes i kult-filmen ”Sideways”. Den består af nøje udvalgte Pinot Noir-druer fra fire forskellige marker i henholdsvis Santa Maria og Santa Rita Hills i Santa Barbara County. Målet er at opnå balance og kompleksitet i et elegant men stadig tydeligt Pinot Noir-udtryk fra denne specifikke region. Og det synes vi helt bestemt lykkes med denne flotte, strukturerede vin, der med sin fuldfede krop, saftige, intense mørke frugter og noter af hvid peber, krydderier og jord, rammer fuldstændig plet i vores bankende Pinot Noir-hjerter.